Studietur til små og store producenter i Italien
Repræsentanter fra en række medlemsmejerier og Mejeriforeningen var i starten af februar på studietur til Norditalien. Her besøgte man tre meget forskellige mejerivirksomheder, og tre gårde med mælkeproduktion (hvoraf to også med biogas).
Se billedgalleri fra turen i bunden af denne artikel.
Den danske ambassade i Italien medvirkede i form af seniorrådgiver i Agrifood, Francesca Zaccarelli, fra ambassadens handelsafdeling.
Se Francesca Zaccarellis præsentation om Italien her.
Ambassaden er i udstrakt grad klar til at bistå danske virksomheder (herunder mejerivirksomheder) i relation til det italienske marked eller til italienske kunder og leverandører.
Stor eksportør og importør
Italien er ikke alene en stor producent af mejeriprodukter, primært ost, men er også stor importør – og herunder hører en større import af mælk til videreforarbejdning (især skummetmælk fra Tyskland), da den italienske mælkeproduktion ikke selv er i stand til at dække behovet for råvare. Der importeres også store mængder færdige mejeriprodukter.
Men aktuelt vokser den italienske landbrugs- og fødevaresektor – en vækst som både er støttet af EU-midler og af initiativer fra den italienske stat. Målet er at blive selvforsynende og samtidig løfte kvaliteten af den lokale fødevareproduktion – og dens bæredygtighed. Italiensk landbrug kan ikke måle sig med dansk landbrug på områder som produktivitet, teknologi, data, bæredygtighed, egne certificeringsprogrammer og innovation – for bare at nævne nogle.
Til gengæld sker der en stor værdiskabelse ikke mindst gennem osteproduktionen og de helt store højpris-produkter som Grana Padano og Parmigiano Reggionano. I landet produceres omkring 2.500 forskellige ostetyper. Heraf er mere end 300 af særlig oprindelse (DOP, IGP) og heraf er 57 beskyttede på EU-niveau. Det er her vi i Danmark har fire beskyttede ostetyper. Italiens eksport af mejeriprodukter voksede fra 2023-2024 både i volumen (+11,2 %) og i værdi (+ 8,2 %).
DOP-oste alene voksede fra 2023-2024 med 5,3 procent i omsætning til mere end 5,5 mia. euro.
Francesca Zaccarellis indlæg om den italienske mejerisektor blev suppleret af et indlæg af direktør for Mejeriforeningens Bruxelles-kontor, Esben Egede Rasmusssen.
Studiebesøg hos mejerier
Studieturens mejeribesøg blev indledt hos Perenzin Latteria, som producerer prisbelønnede oste, som også eksporteres til specialbutikker og restauranter.
.Adm. direktør, Emanuela Perenzin, repræsenterede håndværksmejeriet, som nu i fem generationer har produceret specialoste, i dag baseret på såvel komælk, som gede- og bøffelmælk. Mejeriet har særligt fokus på at tilføje de forskellige oste-typer personlighed, og sidenhen folde personligheden ud over for forbrugerne, ikke bare i form af smagen af ostene men også gennem Perenzins ostesmage-kurser, som afholdes i mejeriets butik og cafe.
Turen gik også til Brazzale-koncernens næsten nye, fuldautomatiske lager for gule Gran Moravia oste. Virksomheden ejes og drives af 8. generation siden 1784. Mejeriet producerer DOP-ost (på dansk BOB Beskyttet Oprindelses Betegnelse) på italiensk mælk, men også andre oste på importeret mælk. Virksomheden har også produktion uden for Italien og eksport til mere end 70 lande. Også virksomhedens arbejde med klima- og bæredygtighed blev præsenteret. Den danske gruppe blev modtaget af en af ejerne, Pierchristiano Brazzale, som også har spillet en væsentlig branche-rolle som præsident for den internationale mejeriorganisation IDF og han bistod også Mejeriforeningen under resten af Italien-besøget. På billedet i toppen ses Pierchristiano Brazzale (tv) sammen med sin bror og medejer samt CEO for koncernen, Roberto Brazzala, og den tredie brors - og medejers - søn.
Se Brazzale-koncernens præsentation her
Et andelsmejeri ejet af mælkeproducenter, Latterie Vicentine, var turens sidste mejeribesøg, og her var der rundvisning fra indvejning til pakkeri. Her er produktionen i gang med at blive udvidet, idet to anlæg er i færd med at blive samlet til et som et led i en effektivisering og modernisering, på samme tid som de store ostehjul stadig i høj grad håndteres manuelt. Turen gik også til tre af Latterie Vicentines andelshavere, samt en lokal oliven- og vinproducent.
Se præsentation af Latterie Vicentine her
OBS: Den vedlagte PDF-fil er af tekniske årsager blevet komprimeret. Det har medført, at der på flere sider er blanke felter, hvor der oprindeligt var videofiler. Hvis man ønsker få tilsendt PDF med videoer, kan man sende en mail til magl@mejeri.dk