Lige så dansk som dansk mælk

Er der noget mere dansk end at snakke om vejret, uanset vejret? Eller at finde på kælenavne til alt og alle, selv til noget så enkelt som en bolle med ost?

Når du ser Dansk Mælk-mærket i køledisken, ved du, at mejeriproduktet er produceret i Danmark, og at mælken kommer fra en dansk gård med malkekøer. 

Kig efter mærket på mælk, fløde, ost, smør og meget andet godt.

Om Dansk Mælk-mærket

Dansk Mælk-mærket symboliserer, at mælken kommer fra en dansk gård og er behandlet og fyldt på karton i Danmark. 

Uanset om kartonen er fra et kendt mejeri eller supermarkedets eget mærke, er det rød-hvide mærke forbrugernes garanti for, at mælken er dansk hele vejen fra ko til karton. Takket være tusinder af landmænd, mælkechauffører og mejerimedarbejdere landet over, kan vi hver dag finde dansk mælk i køledisken.

Mærket viser det danske flag og skal på den måde signalere den lange tradition, vi har i Danmark for at producere mælk af høj kvalitet.

Danskerne foretrækker danske mejeriprodukter

Når danskerne skal vælge mejeriprodukter, så skal de være fra Danmark. Det viser en undersøgelse fra Radius for Mejeriforeningen. Her svarer 8 ud af 10 adspurgte, at de foretrækker danske mejeriprodukter (Maj 2025). 

Mærkets historie

Dansk Mælk mærket opstod i 2012 på baggrund af, at forbrugerne gerne vil købe dansk mælk men kunne være i tvivl om, hvorvidt mælken i kartonen var dansk. Formålet med mærket er at styrke forbrugernes mulighed for at navigere i køledisken og vælge danske mejeriprodukter. Siden er mærket også kommet på andre danske mejeriprodukter – fra yoghurt til ost.